FJORTENDE KAPITEL
Fugle. — Fortsættelse.
Hunnernes Valg — Bejlerskabets Varighed — Umagede Fugle — Sjæ-
* lelige Evner og Smag for det skønne — Hunnerne viser Forkærlighed for
eller Antipati mod visse Hanner — Fuglenes Variabilitet — Varieringerne
undertiden abrupte — Varieringslove — Dannelsen af „Øjne“ — Karakte-
rers Gradationer — Eksempler: Paafuglen, Argusfasanen og Urosticte.
Naar Kønnene afviger fra hinanden i Skønhed, i Syngeevne,
eller ved at frembringe hvad jeg har kaldt Instrumentalmusik, saa
er det næsten altid Hannen, der overgaar Hunnen. Disse Egenska-
ber er, som vi nys har set, aabenbart i høj Grad vigtige for Hannen.
Naar de kun erhverves for en Del af Aaret, saa sker det altid kort
før Parringstiden. Det er kun Hannen, som med Omhu stiller sine
forskellige Yndigheder til Skue, og som ofte udfører besynderlige
Kaprioler paa Jorden eller i Luften i Hunnens Paasyn. Enhver Han
driver, ifald den kan, alle sine Rivaler bort eller dræber dem. Heraf
kan vi slutte, at det er Hannens Hensigt at faa Hunnen til at parres
med sig, og for at opnaa dette, søger han at opflamme eller bedaare
hende paa forskellige Maader. Dette mener alle de, som omhyggeligt
har studeret Fuglenes Livsvaner. Men der bliver et Spørgsmaal til-
bage, som bliver i højeste Grad væsentlig for Parringsvalget, det
nemlig, om enhver Han af samme Art i lige høj Grad opflammer og
tiltrækker Hunnen, eller om hun virkelig vælger eller foretrækker
visse Hanner. Dette Spørgsmaal kan besvares bekræftende, støttet
af mangt et direkte og indirekte Bevis. Det er langt vanskeligere at
afgøre, hvilke Egenskaber der bestemmer Hunnens Valg. Men her
har vi igen nogle direkte og indirekte Beviser for, at det for en stor
Del er Hannens ydre tiltrækkende Egenskaber, skønt uden Tvivl
dens Ihærdighed, Mod og andre sjælelige Evner kommer med i
Spillet. Vi vil begynde med de indirekte Beviser.