Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

84 samles paa bestemte Steder, hvor man kunde se dem i Flokke, slad- rende, undertiden kæmpende, larmende og flyvende omkring blandt Træerne. Den hele Affære blev aabenbart af Fuglene anset for at være af den største Vigtighed. Kort efter Mødet skiltes de alle ad, og Hr. Fox og andre lagde da Mærke til, at de var magede for den Sæson. I et Distrikt, hvor en Art ikke findes i stor Mængde, kan der naturligvis ikke holdes store Forsamlinger, og den samme Art kan have forskellige Vaner i de forskellige Lande. Jeg har f. Eks. aldrig set nogen Beretning om regelmæssige Forsamlinger af Ur- høns i Skotland, og dog er disse Forsamlinger saa vel bekendte i Tyskland og Skandinavien, at de har særegne Navne. Umagede Fugle. — Af de Kendsgerninger, der nu er meddelt, kan vi slutte os til, at hos Fugle, henhørende til vidt forskellige Grupper, er Bejlingen ofte en langvarig, delikat og besværlig Af- fære. Der er endog, saa usandsynligt det ogsaa ved første Øjekast synes, Grund til at antage, at nogle Hanner og Hunner af samme Art, der bebor det samme Strøg, ikke altid behager hinanden og som en Følge deraf heller ikke mages. Man har mange Beretninger om, at enten Hannen eller Hunnen i et Par er bleven skudt, og den ledige Plads besat med en anden. Dette er bleven hyppigere iagt- taget hos Skaden end hos nogen anden Fugl, maaske fordi baade dens Udseende og dens Rede er saa iøjnefaldende. Den berømte Jenner siger, at i Wiltshire blev den ene af et Par skudt ikke mindre end syv Dage i Træk; „men alt til ingen Nytte, for den overlevende Skade fandt snart en anden Mage;“ og det sidste Par fik Unger. Den ny Mage findes i Almindelighed den følgende Dag, men Hr. Thompson anfører et Eksempel paa, at den er bleven remplaceret den samme Dags Aften. Selv om en af de gamle Fugle bliver dræbt, efter at Æggene er udrugede, vil der ofte blive fundet en Mage. Dette skete efter to Dages Forløb, saaledes som en af Hr. J. Lub- bocks Skovfogeder nylig har iagttaget1). Den første og mest iøjne- faldende Gisning er den, at Skadehannerne maa være meget tal- rigere end Hunnerne, og at det i de ovenfor anførte Tilfælde, saa vel som i mange, der kunde have været meddelt, har været Han- 0 Om Skaderne: Jenner i „.Phil. Transact.“, 1824, S. 21. Macgillivray: „Hist. British Birds“ , Vol. I, S. 570. Thompson i „Annals and Mag. of Nat. Hist.“, Vol. VIII, 1842, S. 494.