Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

94 nysankomne, om endskønt han øjensynlig var forskrækket og ikke særlig tilbøjelig til at gengælde hendes Hengivenhed. Fra den Time af glemte hun sin gamle Mage. Vinteren kom og gik, og da det blev Foraar, syntes Spidsanden at være bleven bedaaret af hendes Øm- hed, thi de lavede Rede sammen og fik syv eller otte Uriger“. Hvad det i disse forskellige Tilfælde har været, der har bedaaret, andet end det nye, derom kan vi ikke danne os nogen Forestilling. Men undertiden kommer Farverne med i Spillet, thi for at faa Hy- brider mellem Grønsidskenen (Fringilla spinus) og Kanariefuglen er det, ifølge Bechstein, det aller bedste at sætte Fugle af samme Farve sammen. Hr. Jenner Weir satte en Kanariefuglehun ind i sit Fuglehus, hvor der var Irisk-, Stillids-, Sidsken-, Grønfinke- og Bog- finkehanner og endnu andre Hanner, for at se hvilken af dem hun vilde vælge. Men der var ikke Skygge af Tvivl, Grønfinken gik af med Sejren. De magedes og efterlod sig Bastardafkom. Naar Talen er om Individer af samme Art, saa er der ikke saa megen Udsigt til, at den Kendsgerning, at Hunnen foretrækker at parres med den ene Han fremfor med den anden, skal vække saa megen Opmærksomhed, som naar Talen er om forskellige Arter. Man kan bedst iagttage saadanne Tilfælde hos Husfugle og Fugle, der holdes i Fangenskab; men de er ofte fodrede for stærkt, og undertiden er deres Instinkter bleven forvanskede i overordentlig stærk Grad. Hvad dette sidste angaar, kunde jeg anføre Beviser nok, hentede fra Duerne og særlig fra Hønsene, men det kan ikke ske her. Forvanskede Instinkter kan ogsaa forklare nogle af de ovenfor omtalte hybride Forbindelser; men i mange af disse Tilfælde blev det tilladt Fuglene at svømme frit omkring paa store Damme, og der er ikke nogen Grund til at antage, at de blev unaturligt sti- mulerede ved stærk Fodring. Med Hensyn til Fuglene i vild Tilstand, saa er den første og mest iøjnefaldende Antagelse, som enhver vil falde paa, den, at Hunnen i Parringssæsonen tager den første Han, som hun møder; men hun har i det mindste Lejlighed til at vælge, da hun næsten altid efter- stræbes af mange Hanner. Audubon — som man maa huske paa tilbragte et langt Liv med at strejfe omkring i de forenede Staters Skove for at iagttage Fuglene — tvivler ikke om, at Hunnen frit vælger sin Mage; saaledes siger han om en Spætteart, at Hunnen ledsages af et halvt Dusin muntre Bejlere, som bliver ved at gøre