Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

189 Parringsakten. Hannerne stiller deres Yndigheder til Skue med den yderste Omhu og saaledes, at de kan gøre mest Virkning, og dette gøres, naar Hunnerne er tilstede. Bejlingen er undertiden en lang- varig Historie, og mange Hanner og Hunner samles paa en bestemt Plads. At formode, at Hunnerne ikke sætter Pris paa Hannernes Skønhed, er det samme som at sige, at al deres Pragt og deres Be- stræbelser for at bære Pragten til Skue er unyttige, og dette er utroligt. Fugle har en meget fin Skelneevne, og i nogle faa Tilfælde kan det bevises, at de har Smag for det skønne. Man ved desuden, at Hunnerne nu og da viser en stærk Forkærlighed for eller Antipati mod visse mandlige Individer. Dersom man indrømmer; at Hunnerne foretrækker eller ube- vidst opflammes af de skønneste Hanner, er det klart, at Hannerne derved langsomt, men sikkert, vilde blive gjort mere og mere til- trækkende ved Parringsvalgets Hjælp. At det er dette Køn, der særlig er blevet modificeret, kan vi slutte os til af den Kendsgerning, at i næsten enhver Slægt, i hvilken Kønnene er forskellige fra hin- anden, der afviger Hannerne mere fra hinanden indbyrdes, end Hunnerne gør. Dette ser man tydeligt i visse nær beslægtede, hin- anden repræsenterende Arter, hvis Hunner man har Vanskelighed ved at henføre til den rigtige Art, medens Hannerne ingen saadanne Vanskeligheder frembyder. Vilde Fugle frembyder individuelle Varieringer, som er mere end tilstrækkelige til, at Parringsvalget kan virke paa Grundlag af dem; men vi har set, at de nu og da frembyder mere stærkt udprægede Varieringer, som saa hyppigt vender tilbage, at de øjeblikkelig vilde blive fæstnede, ifald de tjente til at bedaare Hunnen. Varieringslovene vilde have bestemt de i Begyndelsen optrædende Forandringers Natur og vilde i høj Grad have indvirket paa Slutningsresultatet. Beslægtede Arters Hanner frembyder en Mængde af Gradationer, der afgiver Beskaffenheden af de Stadier, der er tilbagelagt, og forklarer visse Karakterer paa den interessanteste Maade, saaledes f. Eks. de indskaarne Øjne paa Paafuglens Halefjer og de vidunderligt skatterede Øjne paa Argus- fasanens Vingefjer. Det er indlysende, at de straalende Farver, Fjertoppene, de skønne Fjer osv. hos mange af Fuglenes Hanner ikke kan være bleven erhvervede for at tjene Dyret til Beskyttelse, thi i Virkeligheden udsætter de det undertiden for Fare. At de ikke skyldes Livsbetingelsernes direkte og bestemte Indvirkninger, der-