Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

96 Væsentlig om Svendene. rindelige Mening. Den saa en Fare i, at Svendene, der i ganske stor Udstrækning havde forladt Mesternes Værkste- der og »laa paa egen Haand«, vare bievne bestyrkede i deres Urolighed fra udenrigske Stæder, ja endog havde er- holdt Pengehjælp udenrigsfra. Herimod optraadte saa paany Oldermanden og 150 andre Mestere. For at bevare Maaltidets Afskaffelse vilde de gjærne forøge den tilsagte Lönforhöjelse fra 2 Sk. til 3 Sk. for et Par Sko eller Støvler; det vilde de hellere end tvungne yde Noget til Svende, der vare forsømmelige og unyttigt bortdrev Tiden, og saa oplyste de endnu, at Chri- stoph Horn og de Mestere, der fulgte ham, optraadte uden Lavets Vidende og Vilje. Den gamle Mesteruenighed gjorde sig gjældende, men mærkeligt nok var der ogsaa Uenighed mellem Svendene. »De af de fredelige Svende, Olderman- den og Magistraten anordnede Oldgeseller«, udpege i en Skrivelse en enkelt Svend ved Navn Josef Dominicus Jansen (eller som han ogsaa enkelte Steder kaldes Janbatis) som Op- havsmand til hele Bevægelsen. De bonfalde Kongen om Protektion imod ham, »der fast intet lever af Andet end at opvigle sine Consorter«, og andrage om, »at hans Projekt ikke maa komme i nogen Consideration«, han bör ikke »victorisere« i at undertvinge de øvrige Svende og Lavet, »helst da han er en saa hardie Profaneur, at han publique tör sige: Nu gaar det, som Gud og Josef vil«. Men Intet hjalp. Kancelliet fulgte den frygtsomme Magistrat, og under 29. November 1748 afgik der et kon- geligt Missive til den, hvori det sloges fast, at Svendene hver Söndag ligesom hver Helligdag i Aarets store kirke- lige Højtider skulde have et Maaltid Mad eller 12 Sk. i Spisepenge. Svendene sejrede altsaa. Det betyder nemlig ikke stort, at det samtidig udtales, at Svendene selvfølgelig saa intet Krav havde paa den tilsagte forhöjede Arbejdsløn, og at de skulde være flittige i deres Mesteres Arbejde,