Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

102 Væsentlig om Svendene. egne Landsbörn, paa hvilke vi kunne stole«, de vilde saa være de ene bestemmende. Og denne Fremstilling blev godkjendt af Magistraten, der bl. A. udtalte, at hvis der ikke blev sat Skranker for de urolige Hoveder mellem Lavs- svendene, kunde man befrygte onde Følger. De tyske Sko- magersvende, der oprindeligt i fuldstændig Ro havde hørt Reskriptet af 13. Maj 1775 blive oplæst, havde negtet at betale Tidepenge og fordrede at faa en egen Sygekasse. De bleve derfor opkaldte paa Raadhuset og formanede til Rolighed, men i et derpaa følgende Lavsmøde, bleve de dér mødte 76 tyske Svende mere og mere urolige, og den til- stedeværende Raadmand blev tilsidst insulteret »med Musik«.! Da de derefter forlod Arbejdet hos deres Mestere, blev Pla- katen af 21. November 1749 bekjendtgjort for dem, og Svendene bleve derefter paany opkaldte paa Raadhuset, hvor de dog opførte sig saa »dumdristigt«, at to af dem Andreas Scharbitz og Joh. Gotfr. Schmidt i alle Svendenes Paahør bleve idömte tre Maaneders Arbejde i Rasphuset, Plakatens letteste Straf, og da en tredje Svend raabte, at de alle vilde følge de Dömte, og derved vakte et stærkt Bul- der, blev han ogsaa strax dömt til 14 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Herefter rejste 16 tyske Svende bort og flere andre ophørte at arbejde, understøttede, som det an- toges, af deres egne, selvfølgelig tyske Mestere. Da disse derefter søgte og fik nogle danske og svenske Svende i Stedet, negtede de dem nemlig den Plads paa Værkstedet, der efter Haandværksbrug tilkom dem, den øverste ledige Stol, idet de sagde, at den tilhørte de tyske Svende, der kun »spaserede«. Forholdene blev efterhaanden mere og mere tumul- tuariske. Raadmand Schiøtt beretter saaledes om et Møde i November 1776, ved hvilket der skulde betales Tidepen- ge. Her mødte imidlertid kun de danske, norske og hol- stenske Svende; af tyske gav kun to Møde, Oldgesellen