Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

104 Væsentlig om Svendene. en mærkelig Ro. Alt hvad der sker, er, at et Missive af 4. Januar 1776 lægger hele Byrden over paa Magistraten. Den skal holde sig Reskriptet af 6. Avgust 1751 efterret- telig, efter hvilket de Svende, der ej betale Tidepenge, skulle udpantes ved to Politibetjente. Det tör imidlertid be- tragtes som meget tvivlsomt, om der virkelig er bleven bragt Ro tilveje herved. Dertil vare Gemytterne for op- hidsede, og i Avgust 1778 klager da ogsaa Lavets Older- mand M. A. Boy paa Bisiddernes og 177 Mesteres Vegne paany over Svendenes egenmægtige Optræden. De staa enige, hedder det, om at ville »give Love« for, hvorledes Arbejdet skal udføres, vil en Mester have et Ord med at sige, »spasere« de strax, og negter han at give dem et for- langt Forskud, melde de sig fyrige paa Herberget. Det er imidlertid nok saa galt, naar en Mester tilstaar et Forskud, ti derved føler den paagjældende Svend sig slet ikke bun- den til at blive hos ham og arbejde Forskudet af. Mesterne bede derfor om at faa nogle Bestemmelser, hvorefter en Svend, der har faaet Forskud, ikke skal kunne tages i Ar- bejde af en anden Mester uden med den første Mesters Samtykke, og saadanne Regler bleve sanktionerede i det kongelige Missive af 13. Januar 1779. Men herud over skete der Intet, skjöndt det var synligt, at Svendeforholdene tilspidsede sig. Først den store Tømrerstrike i 1794 bragte Regeringen til for Alvor at overveje Situationen, og Over- vejelsernes Resultat blev den mod al tysk Zünftighed skarpe Forordning af 21. Marts 1800, der kom til at bære vor Haandværkerudvikling i den første Halvdel af det nittende Aarhundrede. Men inden vi gaa over til i næste Afsnit at se nærmere paa denne Forordning, skal her endnu gjöres nogle Bemærkninger om Svendebroderskabets Forhold til de ovenfor nævnte Tidepenge. Lige saa lidt som Skomagernes Lavsartikler af 1682 indeholdt nogen Bestemmelse om Oldgeseller, lige saa lidt