Kemi for Skolekøkkenafdelingen paa Statens Lærerhøjskole

ikke er Luft til Stede, brænder Kulstoffet ikke, men bliver glødende og lyser. Anbringer man et bøjet Glasrør i denne Del af Flammen, faar man graasorte Dampe som Bevis for Rigtigheden af det her anførte. Endnu simplere ses det ved at holde en eller anden kold Genstand ind i Flammen; den bliver da sort af udskilt Kulstof, Sod. Endelig i Flam- mens Yderkanter foregaar den egentlige Forbrænding, thi først her er den tredie Betingelse for Forbrændingens Mulig- hed opfyldt, nemlig Iltens (Luftens) Tilstedeværelse. Den yders te Del af Flammen, »Sløret«, er derfor den varmeste, men ikke lysende. Ganske lignende Forhold, som her ved Stearinlysflammen, gør sig gældende ved Petroleums- og Gasflammen. Da der nu til Forbrænding af en vis Mængde af et Stof kræves en ganske bestemt Mængde Ilt (Luft), maa man ved enhver Forbrænding sørge for den fornødne Lufttilførsel, hvilket i Almindelighed sker ved Hjælp af Lampeglas, Skor- stene etc.; de varme Forbrændingsprodukter vil da, idet de stiger til Vejrs, frembringe en Sugning, hvorved den fornødne Luftmængde tilføres. Men skruer man f. Eks. en Pelroleumslampe højere og højere op, naar man snart det Punkt, hvor Lufttilførselen, paa Grund af Lampeglassets Størrelse, er utilstrækkelig, og der udskilles da uforbrændt Kulstof, Flammen soder. Som overfor anført, udgør det yderste Lag af Stearin- lysflammen, hvor Luften og de brændbare Dampe blandes, den hedeste Del af Flammen, men lyser ikke. Ganske i Overensstemmelse hermed kan man gøre en Gasflamme stærkt hedende og ikke lysende ved at sørge for, at Gassen blandes med en passende Mængde Luft lige foran det Sted, hvor man vil have Flammen dannet. Dette sker f. Eks. ved Bunsens Lampe og de almindelige Gaskogeapparater. Figur 17 viser en Bunsensk Lampe, skilt ad i to Dele. Gen- nem en fin Aabning i Spidsen a strømmer Gassen i Vejret,