Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

86 SOKRATES. Lærer, men naar nogen har haft Lyst til at høre paa, mens jeg talte og besørgede mine Forretninger, saa har jeg aldrig taget ham det fortrydeligt op. Om han derimod er bleven bedre deraf, det er jeg ikke ansvarlig for, da jeg hverken har lovet eller givet nogen Undervisning“ *). Hvor meget Ironien end er den Form, hvorunder'han „som en Bremse“ forstaar at bore sig ind i Sjælene, saa staar han dog ikke ironisk over for sit Kald som Samtaler. Det er ham en Lyst at søge Ynglingene, hvis Tankegang endnu er elastisk nok til at kunne paavirkes, dem, der endnu kan „bides og saares af Visdommens Taler, som smerteligere end en Slange hænge fast, naar de gribe en ung og modtagelig Sjæl“. Han er, som Alkibiades siger2), „forelsket i de skønne, han er altid omkring dem og bliver ganske henreven af dem“. Og „de, der omgaas mig,“ siger Sokrates selv3), „gøre, hvor tungnemme nogle af dem i Begyndelsen end synes, dog alle, for saa vidt Guden forunder dem det, ved fortsat Omgang forbavsende store Fremskridt baade efter deres egen og andres Mening; og det aabenbart ikke, fordi de nogen Sinde have lært noget af mig, men fordi de selv ved egne Kræfter have gjort mange skønne Fund og fastholde, hvad de have fundet“. Aldrig gaar han paa Akkord med Sandheden og kan derfor tit med sin Begrebsdannen og sine Analogier komme til at staa som selve den upersonlige stikkende, drillende Logik, naar han ubønhørlig viser det tommes Intethed. „Mange ere saaledes stemte mod mig, naar jeg skaffer dem af med noget Vrøvl,“ siger han formanende til den unge Theajtetos4), „at de ere færdige at fare lige i mig med Tænderne, og de ville ikke tro, at jeg gør det af Vel- ’) Apolog. 2) PI. v. Heise II., S. 90. 3) Theajt. S. 23. 4) S. 25.