Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

SOKRATES. 85 den Viden, hvori Menneskets sande Væsen bestaar, men dets Væsen ogsaa her i Livet kunde blive til Virkelighed, saa forstaar han, at han lige saa lidt da kunde være Læreren, gennem hvem et andet Menneske fik Del i Dyden; ti saa havde denne anden den jo allerede i sig selv. Hans Opgave bliver derfor kun som en Skovhuggers i det ubeboede Land, der ikke bygger de nye Boliger, ikke tænder Ilden paa deres Arner, men rydder det Krat og den Vildskov, der staar i Vejen for Bebyggelsen. Han vækker dem, han samtaler med, til Selvbesindelse og Selverkendelse; han hjælper dem til at lade deres Illusioner opløse sig, idet han i Samtalen med dem drager deres Tanker frem for Dagens Lys og vejer dem. Han gaar, som han siger, ind i sin Moders Haandtering og hjælper til at føde. „Hvad min Forløsningskunst angaar,“ saaledes lyde hans Ord hos Platon, „da stemmer den i alt overens med Jordemødrenes undtagen deri, at den forløser Mænd i Steden for Kvinder, og at den retter sin Opmærksomhed paa deres fødende Sjæle, ikke paa Legemerne. Og det er det største Fortrin ved min Kunst, at den er i Stand til paa enhver Maade at prøve, om Ynglingens Tanke føder et Skuffe-billed og en Løgn eller noget fuldbaaret og sandt. Det har jeg unægtelig fælles med Jordemødrene: jeg er ufrugtbar — paa Visdom, og hvad saa mange have ladet mig høre: at jeg spørger andre, men selv ikke giver Svar paa noget, fordi jeg ikke er vis i noget, det have de Ret til at lade mig høre. Grunden hertil er denne: Guden tvinger mig til at forløse, men har forment mig at føde. Selv er jeg altsaa ingenlunde nogen Vismand og kan ikke fremvise noget saadant Fund, der er Foster af min Sjæl“1). „Jeg har egentlig aldrig været nogens ’) Platons Theajtet ved Dahl, S. 22.