Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

84 SOKRATES. Evne til at paavirke sin særlige Opgave, fordi den er forbunden med Erkendelsen af intet positivt Indhold at kunne yde. Den religiøse Betagethed hos ham kunde vel maaske vise sig for hans Omgivelser som en gaade-fuld stirrende Hensynken i Tanker, saaledes som paa Toget til Potidaja: Fra om Morgenen tidlig stod han paa ét Sted, fordybet i Betragtning; det blev Middag og Aften og endnu stod han ubevægelig. Hans Krigskammerater flyttede deres Hynder ud — det var om Sommeren — for at se, om han vilde blive staaende der hele Natten. Han blev virkelig staaende, indtil det dagedes og Solen stod op; da bad han til Solen og gik ’). Dem, der kom ham nærmere, kunde det religiøse i ham maaske en enkelt Gang glimtvis fare forbi som et overvældende Syn. „Maar han var alvorlig og hans Indre aabnet,“ siger Alkibiades, „véd jeg ikke, om nogen har skuet Guddomsbillederne i hans Sjæl. Jeg har en Gang skuet dem, og de forekom mig saa guddommelige, gyldne, over al Maade skønne og beundringsværdige, at jeg besluttede øjeblikkelig at maatte gøre alt, hvad Sokrates befalede“2). Men det kunde aldrig blive Genstand for nogen ligefrem Meddelelse; det var jo netop kun Personlighedens Vaagnen i Individet og derfor uopløselig bundet til den enkelte. Lige saa lidt træder han paa det etiske Omraade op med en Lærers Myndighed, uagtet det efter Ciceros Udtryk er ham, der fører Filosofien fra Himlen ned paa Jorden, fra Naturspekulationerne til en snæver Kredsen om Mennesket. Han véd altfor godt, at han som den uvidende ikke kan lære andre Dyden, der er Viden. Og selv om det var saa, at Menneskelivets Begrænsning ikke fordunklede S. 97. 2) S. 91.