Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

SOKRATES. 83 éns egne Tankers Klarhed og Sandhed bliver usikker og smelter, naar han lader denne sin Tryllestav svippe imod den. „Jeg har hørt om dig,“ siger Menon til ham, „at du selv er forvirret og forvirrer andre, og nu har du ganske fortryllet mig, saa at jeg er bleven fuld af Forvirring. Du ligner, om jeg saa maa sige, den flade Havsitterrok; thi ogsaa den faar enhver, der kom in den nær og rører ved den, til at sitre“ *). Og han trænger dybt ind. Selv en saa let og smidig Yngling som Alki-biades maa bekende: „Naar jeg hører ham, banker mit Hjerte heftigere end Korybanternes, og Taarer udstrømme under hans Tale: og jeg ser, det gaar mange andre lige saa. Han nøder mig til den Tilstaaelse, at hvor mange Mangler jeg end har, forsømmer jeg dog mig selv og blander mig i Ateriernes Anliggender. Med Magt tilstopper jeg derfor Ørene og flygter for ham som for Sirenerne, at jeg ikke skal blive siddende ved lians Side og ældes. Han er det eneste Menneske, hos hvem jeg har følt det, som ingen skulde tro at bo hos mig, Skam; for ham ene skammer jeg mig virkelig. Ti jeg er mig meget vel bevidst, at jeg ikke kan modsige ham. naar han foreskriver mig, hvorledes jeg skal handle, men at jeg, naar jeg forlader ham, igen lader mig henrive af Mængdens Gunst. Derfor løber jeg bort og flygter for ham, og naar jeg ser ham, skammer jeg mig over det, jeg har tilstaaet; ofte ønsker jeg endog, at han ikke mere var i Live, og dog véd jeg, at skete dette, vilde det være mig langt smerteligere; jeg véd derfor ikke, hvorledes jeg skal forholde mig imod dette Menneske. Saaledes har jeg og mange andre lidt ved denne Satyrs Fløjtespil“2). Og nu faar denne mægtige Menon 80 A. 2) Platon ved Heise II, S. 89. 6*