Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

82 SOKKA.TES. lidt skaffer han sig Ry ved nogen Bram i sin Optræden. Fra den tidlige Morgen kan man finde ham paa Gader og Torve, overalt, hvor Mennesker færdes, og han indlader sig med alle og enhver; der er ikke Spor af noget fornemt ved ham. Han praler heller ikke med sit Udvortes, hans Klædedragt er ikke fri for at være luvslidt, og hans Ansigtstræk er mere en Satyrs end et Menneskes. Kun ironisk kan han prise sin Skønhed og stille sig op som den smukke Kritobuloses Overmand: hans skaldede Isse, hans fremstaaende Øjne, hans stumpede Opnæse med de udspilede Næsebor, hans tykke Læber og hans hængende Bug kan ikke lokke Ateniensernes plastisk forvænte øjne. Heller ikke paa Aandens Om-raade træder han op som den overlegne; han er altid den, der søger hos andre en Viden, han ikke selv ejer, — men rigtig nok a!drig finder, hvad han søger. Og dog er der noget eget betagende ved Omgangen med ham. Han er saa god en Atenienser som nogen i Evnen til at slynge en Samtales Traad saa sikkert og fint, at han ad alle de Omveje, hvori Samtalen smutter ind, dog til sidst naar det Maal, han fra først af har haft for øje, og der er noget ejendommeligt gækkende ved hans Tale. Hvert Øjeblik bliver man overrasket ved at staa over for en Slutning eller en Dom, som man Øjeblikket i Forvejen ikke har anet, og som man dog ikke kan afvise, fordi man Skridt for Skridt er bleven ledet dertil. Han kan begynde i Vest, og lige med ét staar man i Øst, begynde med de jævneste og mest dagligdags Ting, med Æsler og Lastdragere, saa lavt ved Jorden som muligt, og inden man véd et Ord deraf, er man inde paa de vigtigste Undersøgelser. Han har i sit Ord en Trolddom, man ikke kan sno sig fra: den- strømmende Veltalenhed opløser sig til Skum, den tryggeste Tro paa