Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

SOKEATES. 81 somhed skulde aabnes med Udsigt til nye Baner, og de have deres pædagogiske Betydning ved med samms Kraft at have gennemført væsentlige Sider af en hel, udtømmende Opdragelse og derved at være bievne Forbilleder for kommende Opdragere. Skal de skildres, maa de derfor betragtes baade fra deres historiske og fra deres forbilledlige Side. I den græske Oldtid staar Sok rates som en saadan pædagogisk Skikkelse. Hans Standpunkt og hans Personlighed gør ham lige skikket dertil. Trods den Virtuositet, hvormed han, Begrebets Opdager, dialektisk spiller med Begreberne, maa han dog stilles uden for de egentlige Filosoffers Række. Aldrig kommer han til Ro i noget positivt Resultat af dette Tankespil, han bestemmer kun Begreberne for igen at lade dem falde og slynger dem derfor ikke sammen til noget System; de betegne kun Gennemgangsformer for hans Tanke, og ironisk forstaar han i hvert Øjeblik dette og holder sig svævende i Erkendelsen af sin Uvidenhed; det eneste, han véd, er, at lian er uvidende, ikke tilfældig uvidende i Sammenligning med andre Mennesker, men uvidende i sin Egenskab af eksisterende Menneske. Hvad der positivt giver ham Maalestokken for hans Handlinger, det er noget, han maa beholde for sig selv, noget, der kun hører ham til som Enkeltvæsen og bor skjult inden i ham som i en Helligdom, et religiøst Forhold, i hvilket det guddommelige aabenbarer sig for ham gennem Statens Love og gennem det ydre og det indre Orakkel, det er ikke noget, andre direkte kan faa Øje paa eller Del i. Han har derfor ingen positiv Lære at meddele, de ioniske Naturfilosoffers kosmogoniske Teorier har han med Uvilje vendt sig fra; den, der direkte vil hente Visdom hos ham, gaar skuffet bort. Og lige saa H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. III. 6