Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

SOKRATES. 87 vilje; saa langt ere de fra at indse, at ingen Gud vil Menneskene ilde, og at jeg heller ikke gør noget saadant i ond Mening, men kun, fordi jeg paa ingen Maade tør give efter for Løgnen og dølge Sandheden. Skulde jeg derfor ved nærmere Overvejelse finde, at noget af det, du siger, er et Skuffebilled uden Sandhed, skulde jeg dernæst fjærne det og kaste det bort, saa bliv ikke ustyrlig som Kvinderne i første Barselseng.“ Paa denne Maade yder Sokrates Hjælpen til at føde sig selv, den Genfødelse, Grækenland kendte. ’) Det Forhold, hvori Sokrates staar til den græske Filosofis Udvikling, er et Sindbillede paa hans Stilling som Opdrager. Ligesom han selv stiller sig uden for Filosoffernes Kreds, men dog bliver Udgangspunktet for en ny filosofisk Virksomhed, for de mest modsatte filosofiske Skolers frugtbare Tankesyslen, saaledes er han ogsaa som Lærer, uden at ville, anerkende sig selv som „Læreren“, der havde noget positivt at yde, dog bleven en vækkende Anstødssten for de mest forskelligartede Naturer og har kaldt en Selverkendelsens Sandhedstrang til Live, som ikke før havde eksisteret i Grækenland. „Kend dig selv,“ Oraklets Indskrift, trykker han som et Stempel paa de unge Sjæle, han paavirker. Han afklæder sig selv al Autoritet; derfor tager han heller ikke Betaling for sin Undervisning som Sofisterne, hvis Modsætning han ogsaa paa anden Maade er. Ti naar Sofisternes Formaal var at indøve deres Disciple ét Slags Herredømme over Skinnet, det Herredømme, ved hvilket man svøber Skinnet om sig som en imponerende Kongekaabe, saa er det Sokrateses Formaal at fremkalde hos sine Disciple et andet Slags Herredømme 9 Jvf.H. Brøchner: Den græske Filosofis Historie. S. 79.