Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

88 SOKRATES. over Skinnet, det, hvorved man lærer ikke at lade sig imponere af det og ikke at vurdere Manden efter Kaaben. Ligesom han selv er uden Myndighed, saa-ledes omstyrter han ogsaa hos sine Tilhørere Troen paa al udvortes endelig Autoritet og staar Side om Side med Sofisterne i at isolere Individet, løse det ud af den uvilkaarlig beherskende Samfundstilstand, hvori det tidligere havde fundet en ureflekteret Hvile. Selv er lian den enlige Skikkelse, om hvem Grupperne danne sig og igen opløse sig, han er ingen Partigænger, ingen Skolestifter. Han skjuler sig selv, hyller sig i sin Ironi, paa den ene Side for at hævde sin egen Uafhængighed, paa den anden Side for ikke at binde dem, han omgaas, til sig i en Afhængighed, der vilde forspilde Frugten af hans Virksomhed. Han forlanger ingen Tro paa sig og knytter intet Ansvar til sig. Naar hans Discipel har vundet Erkendelsen af sit eget Væsen, saa er Sokrates, der har bragt ham til at eksistere væsentlig, bleven noget uvæsentligt for ham. Derfor er Sokrates ikke nogen enkelts udelukkende Ven, hans Opgave fører ham til at knytte og løse Forbindelserne, og han kender ingen Tvang i saadanne Forhold; frivillig, næsten tilfældig, komme og gaa de alle. Sokrates repræsenterer for saa vidt et Højdepunkt af Opdrager-visdom, den, at lade al sin Autoritet forsvinde i Sandhedserkendelse og lade sig selv forsvinde i den Selverkendelse, han har vakt. Han staar som den ydmyge, ikke i Stemning, men i Standpunkt: han har ingen Magt, ingen Myndighed, ingen Viden og ingen Fortjeneste.