Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

90 JESUS FRA NAZARET. indtage deres Stilling med den enkelte for Øje, saa bekæmper Sokrates Sofisterne, fordi de overskæreride Traditionens Traacl stille Individet i hele dets Tilfældighed op som Sandhedens Maalestok, medens Jesus fortrinsvis vender sig imod den stivnede Traditions Talsmænd, det i en udvortes Ortodoksi og Bogstavtro forstenede Præsteskab. I sit eget Indre, det er begges Lære, skal Mennesket finde Sandheden. „Guds Rige kommer ikke saaledes, at man kan vise derpaa,“ siger Jesus1). „De skulle ikke heller sige: se. her eller se der er det; ti se, Guds Rige er inden i eder.“ Og ligesom Sokrates finder de guddommelige Holdepunkter for Handlingerne i Lovene, saaledes peger ogsaa Jesus hen paa det israelitiske teokratiske Samfunds Grundlove som Handlingernes og Følelsernes Rettesnore, naar han siger: „Det første Bud af alle er dette: hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjærte og af din ganske Sjæl og af dit ganske Sind og af din ganske Styrke, dette er det første Bud. Og det andet ligt dette er: Du skal elske din Næste som dig selv. Der er intet andet Bud større end disse.“2) „Gør dette, saa skal du leve,“ svarer han den lovkyndige, der spørger ham, hvorledes han kan arve det evige Liv3). Men han skiller sig fra Sokrates ved det Forhold, hvori han stiller sig til Sandheden. Han træder ikke op som den uvidende, men han er som Lærer tillige Profet, et Sandhedens Organ; han vil ikke blot ad indirekte Vej vække Sandheden i den, han taler til, men han vil direkte meddele den. Han staar derfor heller ikke som Sokrates uden Myndighed, tvært imod lærte han som den, der havde Myndighed4). ') Luk. .17, 20 f. 2) Mark. 12, 29-21. 3) Luk. 10, 25-28. 4) Matt. 7, 29.