Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

JESUS FBA NAZARET. 91 Og hvad Sokrates var forhindret i af sit hele Standpunkt: han træder i Kraft af sin Myndighed op som den gennemskuende og dømmende. „Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, løjenskalke!“ udraaber han1). „Ti I ere ligesom kalkede Grave, hvilke synes dejlige udvortes, men inden til ere fulde af døde Ben og al Urenhed. I Slanger, I Øgleunger, hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom?“ En saadan domfældende Harme hænger sammen med hans Evne til at gennemtrænges af Menneskesjælens vekslende Følelser; der falder et rigere Stemningsskær over hans Tale end over Sokrateses. Snart gør han sig til Udtryk for den religiøse Sorgløshed og Hengivelse i Øjeblikket: „Ser til Himmelens Fugle; de saa ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere end de? Bekymrer eder derfor ikke for den anden Morgen; ti den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit eget.“2) Snart klinger der gennem hans Ord den blødeste, mest selvforglemmende Kærlighed til alt og alle: „Elsker eders Fjender, velsigner dem, som eder forbande, gører dem godt, som eder hade, og beder for dem, som gøre eder Skade og forfølge eder, paa det at I skulle vorde eders Faders Børn, som er i Himlene; ti han lader sin Sol opgaa over onde og gode og lader regne over retfærdige og uretfærdige“3 4). Snart igen den skarpe Iagttagers kritiske Strænghed: „Naar du beder, skal du ikke være som Øjenskalkene; ti de staa gerne og bede i Synagoger og paa Hjørner af Gader, paa det de kunne anses af Menneskene; sandelig siger jeg eder: de have deres Løn borte.“1) SnartFor- >) Matt. 28, 27. 33. 2) Matt. 6, 20 og 84. 8) Matt. 5, 44-45. 4) Matt. 6, 5.