Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

o JESUS FRA NAZABET. ladthedsfølelsens Vemod: „Ræve have Huler og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn haver ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved,“1) snart Tryg-hedsfølelsen ved Tanken om den guddommelige Kærligheds Omsorg: „Sælges ikke to Spurve for en Penning? og ikke en af dem falder paa Jorden uden eders Faders Vilje. Ja, endog alle eders Hovedhaar ere talte. Frygter derfor ikke; I ere bedre end mange Spurve.“2) Og gennem alt, hvad han siger, gaar et aabent Øje for og en frisk Glæde over Naturen, som ikke findes hos Sokrates, der i Følge Platon sagde, at Klipper og Træer ikke kunde lære ham noget, men vel Menneskene i Byen. Med en saadan Personlighed og en saadan Opfattelse af sit Kald bliver Jesus derfor ikke som Sokrates den, der udelukkende spørger, og hvis Kunst kun bestaar i at spørge paa rette Maade, men lian bliver den, der svarer paa andres Spørgsmaal og gennem sine Svar forstaar at gøre dem Fyldest, der spørge for at lære af ham, og at imponere og binde Munden paa dem, der spørge for at friste ham. Sokrates, for hvem Dyden var Selverkendelse, vendte sig til Aanden og frigjorde de bundne Aander; Jesus, for hvem det gode er Selvfornægtelse, taler til Følelsen og Viljen og vender sig polemisk mod Aanden, idet han udbryder: „Salige ere de fattige i Aanden!“3) og gør Fattigdom i Aanden til Indledningen og Forudsætningen for de Dyder, der staa Livets Sandhed nærmest: Fredsommelighed, Sagtmodighed, Barmhjærtighed, Renhed og Retfærdighed. Sokrates er udsprungen af et Folk, for hvilket det kom an paa at forstaa, det ny Testamentes Jesus af et Folk, for hvilket det kom an paa at lyde. Det onde er for ham ikke som efter den græske Op- lj Matt. 8, 20. 2) Matt. 10, 29-31. 3) Matt. 5, 8.