Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

JESUS FRA NAZARET. 93 fattelse Uvidenhedens Frugt; den bedre Indsigt medfører for ham ikke nødvendig den bedre Handlen; om de skriftkloge siger han saaledes: „Alt det, som de sige eder, at I skulle holde, det holder og gører; men gører ikke efter deres Gerninger; ti de sige det vel, men gøre det ikke.“1) Fine Begrebsudviklinger, som Sokrates forstod at væve dem ind i Samtalen, finde derfor ingen Plads i Jesu Tale. Som Justinus Martyr siger2): „Korte og fyndige vare hans Taler, ti han var ingen Sofist,“ han lærte ikke som de skriftkloge3). Han beviser ikke Sandheden, han forkynder den blot. „Sandelig jeg siger eder,“ det er det Sandhedssegl, han paatrykker sin Tale i Steden for Bevis. Derfor stiller lian ogsaa sin Personlighed i et andet og væsentligere Forhold til sine Disciple, end Sokrates havde gjort: han kræver Tro paa sig, han former som Autoritet deres Tanker og Følelser, selv Bønnen, de skal bede, én Gang for alle. Men han har ogsaa den store, fuldbaarne Personligheds Evne til at drage de væsentlige og afgørende Tanker ud af den tilfældige Anledning og stadig havne i sit Livs Midtpunkt, saa at han gennem sit Forbillede lærer sine Disciple at gaa den samme Vej og udfolde de samme Evner. Han gaar som den ægte Lærer konkret til Værks, stiger, som Sokrates paa sin Vis, ned til sine Disciples Forestillingskreds og vælger den Form, i hvilken Sandheden er dem fatteligst. Det laa i den israelitiske Aands hele praktisk religiøse Retning, at Tænkningens Dialektik, gennem hvilken Grækerne arbejdede sig Livsforstaaelsen i Møde, slet ikke blev udviklet hos den. Livsvisdommen trængtes sammen i korte Lovbud eller Tankesprog, hvis enkelte Led hentedes fra Livets Virkelighed og gave den hele Sætning poetisk Anskue- Matt. 23, 3. 2) Apol. I, 14. 3) Matt. 7, 29.