Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

96 JESUS FRA NAZARET. en tilfældig poetisk Begavelse gør ham det naturligt at udtrykke sig paa denne Maade; men det sker med bestemte Hensyn for Øje. Lignelsen er for ham den lettere, om end lavere Form for Sandheden. Ihvorvel man maa gaa bag om Lignelsen for at have den fulde Gavn af den, saa sætter den i ethvert Tilfælde Tankerne i Bevægelse, netop det gaadefulde i den kan være vækkende, og Muligheden af forskellige Fortolkninger giver den lyttende Tilhører en friere og selvstændigere Opgave, end hvis Sandheden meddeltes ganske direkte. Den kan saaledes grave op i Jordbunden, indtil Mulden bliver modtagelig for Sandheden selv; dem, der endnu ikke ere modne til at modtage denne, vil Jesus derfor drage til sig ved sine Lignelsei- og skelner i den Henseende udtrykkelig mellem sine egentlige Disciple og de fjærnere staaende1), uagtet det ogsaa kan hænde, at de første trænge til Mesterens egen Fortolkning, for at Lignelsen ikke skal forspilde sin rette Indflydelse paa dem. Ved Siden af saadanne Fortolkninger træder Jesus ogsaa op med Skriftstedsfortolkninger, i hvilke hans Begrænsning, saafremt Beretningen derom ikke er uhistoriske Indskud, lægger sig lige saa stærkt for Dagen som hans Storhed, hvor han udtaler sine egne Tanker. Hans Fortolkning er den rabbinske, der ser bort fra Skriftstedets historiske og naturlige Betydning, for at lægge en symbolsk Betydning, tilskaaren efter en af en senere Tid udsprungen Tanke, ind deri. Saaledes fremfortolker han f. Eks. Læren om de dødes Opstandelse af anden Mosebogs Ord2): „Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud,“ fordi „Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes3)“, og indfortolker Tanken om Kristus i ’) Matt. 13, 11 og 13. 2) 3, 6. 3) Matt. 22, 81-32.