Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab
Forfatter: H. Trier
År: 1893
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 247
UDK: 37 IB
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
JESUS FRA NAZARET.
97
Davids Ord1): „Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand.“ Men en saadan Fortolknings-skarpsindighed giver ham netop en Overlegenhed lige over for hans i den samme Art Lærdom uddannede Modstandere.
Hvorvidt nu den her skildrede Jesus er den virkelige Jesus, faar staa hen, det er næppe muligt at rede Evangeliernes i hinanden løbende Traade ud fra. hinanden for udelukkende at følge den, der løber ud fra den historiske Personlighed; men det er i alt Fald det pædagogiske Forbillede, der Aarhundreder igennem har paavirket Aanderne og afgivet Typen for en Lærer. Naar Skildringen her i Hovedsagen har bygget paa Mattæus’ Evangelium, saa er det sket, fordi dette synes i højest Grad at bære Oprindelighedens Præg og derfor at kunne staa Virkeligheden nærmest.
Fælles for Sokrates og Jesus er det, at kun voksne ere deres Disciple. Idet de begge vilde koncentrere Menneskene om deres eget Selv, saa maatte de nødvendig vende sig til dem, der havde Betingelserne for at kunne følge dem i denne Bestræbelse, noget, hvorfra Børn i Følge Sagens Natur vare udelukkede. Det er derfor kun med en klar Forstaaelses forsigtige Hensynsfuldhed, at man kan overføre deres Fremgangs-maader paa Opdragelsen af Børn. Sokrateses Forløsningsvirksomhed forudsætter Sjæle, i hvilke der er et Indhold, som kan blive forløst, det vil sige en Sum af Livserfaringei’ og Indtryk, som under den rette Behandling kan samle sig til en Kærne af Selverkendelse og Livserkendelse inden i dem; og Jesu Billedtale forudsætter Sjæle, som har Modenhed til igennem Refleksion
’) Ps. 110, 1.
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. III.
7