Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

VITTOBINO DA FELTKE. 99 trenseren og under hans Vejledning studere ægte Filosofi. Den store italienske Medaillør Vittore Pisano prægede en Skuemønt med hans Portræt og paa Bagsiden som Sindbillede paa hans Liv en Pelikan, der nærer sine Unger med sit eget Blod. Da han 68 Aar gammel døde i Aaret 1448, fulgte en utallig Menneskeskare ham til Jorden med hans Disciple, de mantuanske Prinser, højt jamrende i Spidsen, og Digte fra nære og fjærne udtalte den almindelige Sorg. Hans Biograf Platina skriver derom: „Inderligt Savn efterlod Vittorino i de ham overlevendes Hjerter; saa snart han var død, fjærnede hans Disciple sig fra Mantua og spredte sig til alle Sider; mange gode Hoveder forbleve nu ubemærkede og uuddannede, medens han før havde forstaaet at drage slige til sig alle Vegne fra og yde dem et helligt Tilflugtssted i sit Hus. Et uerstatteligt Tab har hans Død derfor voldt ikke blot Mantua, men hele Italien og Grækenland. Hvo har før ham med saa stor en Iver undervist Ungdommen i Videnskaber, Lærdom, Moral, Religion, med ét Ord i Dyd? Derfor maa enhver, der ikke er blottet for al menneskelig Følelse og ikke gemmer et Hjerte af Sten i sin Barm, begræde Tabet af den store Vittorino, denne Talenternes og Sædernes kunstfulde Uddanner, denne Fromhedens, Rettens og Musernes Præst, denne ypperste Pryd for vort Aarhundrede.“ Vittorino forener i sig sin Tids Modsætninger: han er paa én Gang Asket, som Middelalderens Katolicisme kræver det, og Humanist, som Renaissancetidens Ideal er. I sine tidligere Aar følte han sig længe draget til som Munk at besejre sin livlige Naturs Drifter og vaklede meget, inden han modtog Tilbudet om en Lærestol i Retorik og Filosofi ved Paduas Gymna-