Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

100 VITTORINO DA FELTRE. sium; og senere støttede han sin højbaarne kvindelige Discipel, den unge Cecilia Gonzaga, Datter af Mantuas Hersker Gianfrancesco Gonzaga, en af fornemme Bejlere omflagret Skønhed, i hendes voksende Tilbøjelighed for Klosterlivet og hjalp hende til at besejre hendes Faders Giftermaalsplaner med hende. Hver Morgen, naar han var staaet op, lukkede han sig inde alene paa sit Værelse, knælede, læste i de hellige Bøger og piskede sig, og trods sine overvældende Forretninger bivaanede han hver Dag andagtsfuld Messen og skriftede hyppig. Kirkebønnen til den hellige Jomfru, som han daglig lod sine Disciple læse højt og ledsagede med Betragtninger, der kunde knytte dem fast til hendes Kirke, var han i Færd med at læse, da Døden overraskede ham paa. hans Leje. Allerede i levende Live stod han for sine Omgivelser næsten som en Helgen. Derhos var Vittorino en Stoiker, der saa sine Forbilleder i Oldtidens Filosoffer.. Den Dag, da hans højtelskede Moder var død, saa man ham hverken græde eller hørte ham klage; han bad for hendes Sjæls Frelse ved Foden af Alteret, viste hende den sidste Æva og besteg derefter som sædvanlig sit Kateder uden at røbe sin dybe Sorg med en Mine. Følte han Vreden stige til Lidenskab i sig, tvang han sig til hverken at tale eller handle, før Sindsligevægten var vendt tilbage: han havde paalagt nogle af sine forstandigste Disciple at kalde ham til Side i saadanne Øjeblikke under et eller andet Paaskud og minde ham. Den let æggede Stridslyst, med hvilken Datidens lærde i deres svulmende Selvfølelse almindeligvis traadte hinanden i Møde, og som lagde sig for Dagen i de bitreste Skældsord og Bagvaskelser, fik derfor ingen Magt over Vittorino: opstod der, hvor han var til Stede, modsatte Meningstilkendegivelser, saa forsvarede han sin Opfattelse med