Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

VITTOBINO DA FELTBE. 101 uforstyrret Ro, og begyndte Lidenskaberne at tale med, tav han eller ledede Samtalen over paa en anden Genstand. „Hellere“, sagde han, „vil jeg give fortabt end tilkæmpe mig en Sejr, der kun vilde avle Splid og Fjendskab.“ Mod sit Legeme udviste han en lignende Selvbeherskelse. Sommer og Vinter gik han med samme Klædningsstykke, sin mandlige Toga, som han kaldte den; sildig gik han til Sengs og stod op flere Timer før Daggry, for at studere uforstyrret, medens hans Disciple endnu sov. Det var en stræng Kegel, som han overholdt lige til sin sidste Time, aldrig at lade noget øjeblik gaa unyttet hen; selv i den korte Tid, han tilbragte ved Bordet, lod han læse for sig af en eller anden Klassiker. Hans Maaltid bestod midt i den fyrstelige Overdaadighed, han saa om sig, af de tarveligste Retter. „Jeg ønsker ikke,“ sagde han, „at det nydte skal hindre mig i straks efter Maaltidet at studere eller foretage Legemsøvelser, ja endog de besværligste Arbejder." Vinen blandede han altid med Vand og afholdt sig ganske fra stærke Drikke og Krydderier. For Penge havde han for sit eget Vedkommende den samme stoiske Ligegyldighed. „Det er mig Vinding nok,“ siger han, „naar jeg gratis kan meddele andre, hvad jeg gratis har modtaget af andre, Kunst og Videnskab. Lære mine Disciple af mig at leve ret og tale godt, begærer jeg ingen anden Løn.“ Over for Fyrster og Stormænd stod han lige saa uafhængig, støttet heri af den almindelige humanistiske Opfattelse, der stillede de litterære Heroer op som Fyrsternes Ligemænd med Ret til at tage Bladet fra Munden. Da Marchesen Gianfrancesco Gonzaga, en af Datidens ejendommelige Fyi'steskikkelser, i hvem krigersk Ærgerrighed og Dygtighed smeltede sammen med Sans for Kunst og Videnskab, med Gavmildhed og Pragtlyst,