Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

102 VITTORINO DA FELTEE. lokket af Vittorinos Ry søgte at vinde ham som Lærer til sine Børn, gjorde han længe Modstand og lod sig til sidst kun bevæge til at sige ja ved Tanken om, hvor stor Betydning det vilde have for Undersaatterne, naar Fyrsterne dannedes til gode Regenter. Straks ved sin Ankomst fra Venedig til Mantua i 1425 blev han forestillet for Marchesen; den uvante Pragt gjorde intet Øjeblik den knapt vante lærde usikker i sin Optræden, frimodig ytrede han: „I lang Tid har det været mit Forsæt bestandig at sky Hofferne, hvis Blødagtighed og Overdaadighed jeg lige saa lidt vilde kunne udholde som de mine strænge, ubøjelige Sæder; efter de Oplysninger, jeg har indhentet, har jeg imidlertid fattet det Haab, at din Tænkemaade, Gianfrancesco, ikke vilde være min helt modsat. Jeg har derfor fulgt din Opfordring og er kommen, men paa den Betingelse, at jeg kun vil blive hos dig saa længe, som du ikke kræver noget af mig, der er os begge uværdigt, saa længe din Dyd ikke vakler og dine Sæder forblive ulastelige.“ Marchesen bøjede sig under hans Myndighed og gav til Svar, at Vittorinos Retskaffenhed og Kundskaber havde bevæget ham til at kalde en saadan Mand til sig, og at han betroede ham Prinsernes Opdragelse uden nogen som helst Indskrænkning og kun forbeholdt sig selv en Faders Kærlighed og Navn. Saa flyttede Vittorino med sine Disciple ind i et eget Hus, som ikke for intet bar Navnet la Giojosa. Inden i det var der lange Gallerier og Værelser, prydede med Malerier, der forestillede alle Haande ungdommelige Forlystelser, uden om det var der skyggefulde Spadseregange og yndige Haver. Overalt fyrstelig Pragt: Borde besatte med Guld- og Sølvtøj, et talrigt alle Vegne vimsende Tjenerskab, der duftede af Salver og Pomader, prægtig klædte, overmodige og kry-