Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

VITTORINO DA FELTRE. 103 bende Adelsynglinge som Legekammerater for de unge Fyrster; lutter Ting, der kunde give Vittorino grundet Anledning til at gentage det Udbrud, hvormed han tidligere havde modtaget Beretningen om Gonzagas Rigdom og Pragt: „Hvor haardt vil det ikke falde, om Dyden skal mægte at holde en saadan Lykke i Tømme.“ Det gjaldt om ikke at handle overilet. En Tid lang forholdt han sig stille og lod alt gaa sin vante Gang, medens han iagttog og prøvede og lod de ungdommelige Naturer vise sig i deres sande Lys; saa lagde han med urokkelig Fasthed og Ro Haand paa Værket, udvalgte blandt Prinsernes Omgivelser nogle faa, som forekom ham uskadelige, ryddede op blandt Tjenerskabet, gav enhver sin bestemte Gerning og ansatte en Portner, som kun indlod dem, der havde Opdragerens udtrykkelige Tilladelse. Bordet fik et andet og tarveligere Udseende, Klædedragten lige saa; som ved et Trylleslag stod alt forvandlet, uagtet Vittorino handlede fuldstændig paa egen Haand. Den ældste af Prinserne, Lodovico, var uformelig af Fedme og tung som Bly. Vittorino satte ham paa smallere Kost, strøg Aftensmaden helt for hans Vedkommende, men lod til Gengæld Sangere og Musikere træde ind i Spisesalen og ved deres muntre Melodier bringe Prinsen til at glemme, hvad han maatte gøre Afkald paa, saa at Maadehold i Nydelsen af Mad blev ham en Vane, han bevarede hele sit Liv, og snart forandrede ham til en-smuk, slank, veldannet Yngling. Den yngre Broder, Carlo, var høj og stærkt bygget, men uhyggelig mager og forvokset, kejtet og ubehjælpsom. Han fik Lov til ved Maaltidet at tage for sig efter Behag af simple og let fordøjelige Retter; uden for Maaltiderne fik han kun Brød at spise, men deraf saa meget, han lystede. Ogsaa paa ham havde Kuren den