Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

VITTORINO DA FELTRE. 105 svinde i Støvskyer. Mer end én af lians Disciple fik senere som Hærførere Grund til at takke Vittorino, fordi han i Tide havde vænnet dem til Frost og Hede og udviklet deres Styrke og Behændighed, blandt dem Hertug Federico d’Urbino, der allerede som Dreng fandt sin største Fornøjelse i at læse om Slag og stormede Fæstninger; saa bruste han op, skiftede Farve, stampede i Jorden, løftede Stemmen og var Fyr og Flamme som midt i Kampens Tummel. Da han læste Scipios Historie og saa, hvor tidlig denne havde været Feltherre, vendte han sig med et Suk til Vittorino og udbrød i Vergils Ord: „Mon der vil komme nogen Sinde den Dag, jeg kan tale om mine Bedrifter. Scipio anførte Hære, da han kun var lidet ældre end jeg, og jeg har til Dato hverken set Soldater eller Lejre.“ Vittorino sluttede ham med et ømt Kys i sine Arme og trøstede ham med et andet Vers af samme Digter: „Ogsaa du vil blive en Cæsar“.1) Ved Siden af den krigerske Kraft havde Vittorino ogsaa sin Opmærksomhed rettet paa den selskabelige Ynde i Brugen af Legemet. Hænder, Fødder og Hoved skulde danne et i Holdning og Bevægelse harmonisk Hele; Hænderne maatte lige saa lidt hænge slapt ned eller være skjulte under Klæderne, som Øjne, Næse eller Mund maatte forvrænges, og havde nogen den Vane altid at læne sig op ad andre, lod han ham en Tid lang staa inden for en Kreds, trukken paa Gulvet med Kul eller Kridt. Stemmen skulde ved Øvelse tilslibes, indtil den havde mistet enhver raa, hæs eller skingrende Klang. Paa én Gang en Øvelse og en Belønning i denne Retning var det, naar han ved Maaltiderne, for De to Citater af Vergil ere kun omtrentlige. Nøjagtig staar der Ecl. VIII 7-8; En erit unquam Ille dies, mihi quum liceat tua dicere facta, og Æn. VI., 884: Tu Marcellus eris.