Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

106 VITTORINO DA FELTRE. at banlyse unyttige Samtaler og gennemtrænge de unge med den rette Aand, lod dem, der havde særlig smukke Stemmer, læse underholdende Fortællinger om Oldtidens Helte højt. Ved Undervisningen lagde han an paa at uddanne selve Deklamationen. Han lod en Discipel læse et eller andet smukt Sted op, lagde omhyggelig Mærke til hver Bøjning i Stemmen, hver Bevægelse med Øjnene og Læberne, i hvilken det modtagne Indtryk kunde ytre sig, og rettede hver Fejl i Udtalen og alt umotiveret eller ensformigt i Tonefaldet. Ambrogio Traversari fortæller i et Brev til Cosimo de Medici om et Besøg hos Vittorino: „Han førte Marchesens Søn, Gian-Lucido. hen til mig, en Dreng paa 14 Aar, som han selv havde opdraget og undervist. Denne deklamerede for mig omtrent 200 Vers, som han selv havde forfattet, en Beskrivelse af Kejser Sigismunds festlige Indtog i Mantua, med saadant Udtryk, at det vakte min Beundring. Jeg tror knap, at Vergil kan have forelæst Augustus sjette Bog af Æneiden med større Ynde. I og for sig var allerede Digtet smukt; men den fortrinlige Deklamation meddelte det endnu større Værdighed og Finhed.“ Men medens Vittorino saaledes uddannede sine Disciple til Mestre i fin Anstand og fuldstændigt Herredømme over deres Optræden og derved til Virtuoser i Hof- og Selskabslivets Kunst, sørgede han for at holde dem borte fra Hoflivets Letfærdighed. Mer end én Gang havde han beklaget sig for Gonzaga over Hoffolkenes upassende Tale, saa truede lian med ikke længer at ville føre Sønnerne til ham, hvis han ikke greb ind. Marchesen undskyldte sig med, at sligt hverken udgik fra ham eller begunstigedes af ham. Vittorino svarede: „Hvad Hoffolk sige i deres Fyrstes Nærværelse, betragter jeg som sagt af Fyrsten selv; ti der bliver ved Hofferne