Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

VITTORINO DA PELTKE. 107 ikke sagt eller gjort noget, som ikke udgaar fra Herskeren, hvis Aber hans Tjenere ere.“ Pædagogens Myndighed frugtede. Naar han for Fremtiden traadte ind i Spisesalen under Taflet med Marchesens Børn, hørte al den fri, af Vinen inspirerede Tale op, og Fyrsten gik i Spidsen med sit Eksempel. Baade af Hensyn til den moralske og den intellektuelle Uddannelse saa Vittorino helst, at han saa tidlig som mulig fik Disciplene under sin Varetægt, for at Opdragelsen kunde blive af én Støbning, og for at Barnenaturen ikke gennem forfejlet Paavirkning skulde have faaet Laster indpodede og Evner underkuede. Fra Italien, Frankrig, Tyskland og Grækenland kom Disciple rejsende til ham; men han var kræsen i sit Valg, og forud for Optagelsen gik en Prøve, der havde Disciplenes Talent og Ufordærvethed for Øje. Den, der optoges, maatte højtidelig love at aflægge enhver fejlagtig Tilbøjelighed og enhver slem Vane; derpaa blev han indviet i Husets Love, og hvis han med Forsæt overtraadte dem eller vilde unddrage sig den strængt gennemførte Tugt, blev han udstødt uden Hensyn til Undskyldninger eller Forbønner. Fattige og rige modtog Vittorino med lige stor Velvilje, og den samme Mand, der i sin ubegrænsede Godgørenhed udfriede gældbundne, løskøbte Slaver, udstyrede Piger, besøgte syge og betalte Læge og Lægemidler for dem, gav i sin Anstalt til sine Tider over 70 Ynglinge ikke blot fri Undervisning, men ogsaa Kost og Klæder, og forsynede dem med de dengang saa kostbare Bøger og øvrige Hjælpemidler ved Studierne. Endog Forældrene understøttede han tit, for at Bekymringen for disse ikke skulde gribe forstyrrende ind i Børnenes videnskabelige Sysler. Naar han dog ved Optagelsen ofte gav de