Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

108 VITTOBINO DA FELTRE. fornemmere Fortrinnet, saa var det, fordi han vidste, at disse stode som Mønstre for den hele store Befolkning og derfor, godt opdragne, vilde sprede Sansen for Dannelse og for Sædelighed i saa meget større Kredse. Lige straks ved Indtrædelsen begyndte han opmærksomt at studere sine Disciples Karakterer, deres Temperaments-dyder og Fejl, deres Anlæg og Tilbøjeligheder, for at enhver kunde komme til at følge sin egen Genius. Men hvor forskellige de end vare, saa var Fredsommelighed og Enighed Dyder, han hver Dag lagde dem paa Hjerte, og saa lidt som han taalte, at religiøst Hængehovedéri formørkede deres aandelige Horisont og frembragte en pietistisk Selvgodhed i dem, saa lidt taalte han, at Nydelsessyge splittede deres Kræfter og undergravede deres Kærlighed til Videnskaberne. Ikke et øjeblik lod han derfor Drengene være fuldkommen ledige, Aands-og Legemsøvelser udfyldte hele deres Tid. Dag og Nat lod han dem være under Opsyn og lod dem aldrig være alene eller færdes paa afsides Steder. „For unge Mennesker“, sagde han, „indeholder Ensomheden mangen Opfordring til Laster, og kun den vise kan uden Fare overlade sig til sig selv.“ Og hvor han ved Undervisningen traf paa anstødelige Steder hos Klassikerne, som han ikke kunde forbigaa eller omskrive, der drog han til Felts mod Hanget til Udskejelser med en saadan Iver, at det, som en af hans Disciple siger, ikke syntes at være Ord, men Lyn og Torden, der för ud af hans Mund. Ofte gentog han, hvor højt han satte den uvidende, der var retskaffen, over den lærde, der ikke var andet end en lærd, skildrede, hvorledes en lastefuld lærd var en Pest for Samfundet, og udtalte, at et slet Menneske strængt taget aldrig kunde blive nogen fuldkommen lærd og endnu mindre nogen god Taler. Kunde