Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

VITTORINO DA FELTRE. O Straf ikke undgaas, saa afmaalte han Straffen efter den brødefulde Discipels Natur og skred aldrig til den i selve Brødens Øjeblik, for at den skyldige først kunde have erkendt sin Forseelse, ligesom han heller aldrig straffede i Vrede eller med Haan. For de ældre var det alvorlige, sorgfulde Blik, hvormed den lille, magre Mand saa paa den skyldige, eller den Tavshed, med hvilken han vendte sig fra ham uden at ville høre paa ham, den føleligste Straf. Altid foretrak han den blide Overtalelse for Trusler og Magtanvendelse, og legemlig Revselse fordømte han helt, fordi den, stridende mod den menneskelige Værdighed, gjorde de unge til Trælle og Hyklere og kvalte Ærens Stemme i dem. Først kærlige Advarsler, saa alvorlige Irettesættelser, saa krænkende Æresstraffe som den at bære en Tavle, hvor-paa Forseelsen stod angiven for alle, til sidst ensom Indespærring paa smal Kost og med haardt Leje, altid dog i et luftigt og sundt Fængsel — det var G-angen i hans Straffe. Mest af alt var Løgn ham imod; han tilgav derfor ikke sjældent den, der aabent og ærlig tilstod sin Forseelse, og satte paa den Maade Sandhedskærligheden ved Roret. Alessandro Gonzaga, Marchesens yngste Søn, havde under en Sygdom trods Vittorinos Forbud tømt en hel Flaske Vand. Tyendet lovede at tie dermed, i Nødsfald at nægte det; men Drengen havde ingen Ro paa sig, løb, da han saa Vittorino, hen til ham og sagde barnlig indsmigrende til ham: „Kan du finde dig i, Mester, at jeg dog har drukket?“ Hvortil Vittorino smilende svarede: „Det kommer jeg vel til, siden jeg ikke kan ændre gjort Gerning.“ Lige saa stræng han var, naar nogen fejlede, lige saa øm og blød kunde han væi'e over for dem, han fandt lærvillige og lydige, han kærtegnede dem paa tusinde Maader og