Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

110 VITTORINO DA FELTBE. udgød Glædestaarer ved Synet af Handlinger, der udsprang af et godt og ædelt Hjerte. „I Kærligheden alene ligger Lærervirksomhedens Værd og Glæde og guddommelige Indhold,“ sagde han. Og da nogle af hans fortroligste Venner raadede ham til at gifte sig for at avle Børn, der kunde ligne deres Fader og opdrages af ham til Prydelser for deres Fædreland, pegede han paa sine Disciple med de Ord: „Se, det er mine Sønner!“ De forgudede ham ogsaa næsten. Federico d’Urbino opstillede sin fordums Lærers Marmorbilled i sit Palads i Urbino og lod følgende Underskrift sætte derunder: Victorino Feltrensi ob humanitatem literis exemploque traditam Fredericus præceptori p. sanctissimo; og Lodo-vico Gonzaga, Gianfrancescos Efterfølger, vedblev selv som regerende Fyrste at vise ham en Søns Hengivenhed, rejste sig, naar han traadte ind, og tillod ham aldrig at blive staaende op i sin Nærværelse. Det Dannelsesideal, hvorefter Vittorinos Undervisning styrede, var det humanistiske, det, hvis Sjæl var Beundringen for den klassiske Oldtid. Ikke sjælden svarede han, naar der var Tale om, hvor lidt han selv havde skrevet, at de gamle havde allerede fyldestgørende behandlet alle Videnskaber og Kunster, en Ytring som talt ud af det hele Aarhundredes Hjerte. Af de gamle var igen Vergil blandt Digterne og-Cicero blandt Prosaforfatterne ham Mestrene, den Tid var endnu ikke kommen, hvor Grækerne vare komne til deres fulde Ret. Vergil havde været hele Middelalderens Afgud, og Mantua, hans Fødeby, et af Brøndpunkterne for denne Dyrkelse. Da dens Indbyggere dannede en Fristat, kaldte de allerede 1198 i offentlige Indskrifter deres By den vergilske og sig selv (1257) det vergilske Folk, de sloge Mønt med Digterens Billed, baldyrede det paa deres Faner og prydede deres