Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

VITTORINO DA FELTBE. 113 Forstand. De skriftlige Arbejder skulde være Efterligninger af bestemte klassiske Forbilleder, og Disciplene maatte lære hele Afsnit af Digtere, Talere og Filosoffer udenad. Ved Gennemgangen sørgede han saa omhyggelig for, ikke at forbigaa noget som helst, der fortjente enten Ros eller Dadel, og motiverede altid sin Dom. Poetisk Yppighed i Fremstillingen lod han i Reglen uantastet, fordi han mente, at Alderen nok vilde give Geniet større Begrænsning, men næppe vilde kunne give det større Kraft. Den, der skrev for tørt, fik Paalæg om at studere Forfattere, der kunde sætte Fantasien i Bevægelse; den, hvis Arbejde vidnede om klassisk Elegance, blev rigelig lovprist, især hvis han hørte til de frygtsomme, der trængte til Opmuntring. Hans Discipel, den med ham selv i Renhed og Fasthed beslægtede Gregorio Corraro, skriver til Cecilia Gonzaga: „Ingen Dag kunde jeg tilbringe uden Vergil; jeg skrev en Mængde Vers i hans Smag, og Vittorino haabede, at jeg vilde blive en anden Maro. I mit attende Aar skrev jeg bl. a. en Tragedie Progne, affilede den og overrakte Vittorino den; ved Læsningen fældede han mange Taarer og fattede de største Forhaabninger om mig.“ Vittorino nærede som hele sin Tidsalder Tanken om at kunne finde i en forbigangen Litteratur den Beaandelse, som en senere Tid har villet søge i et nærværende Liv. Hans Iver fandt sig endnu ikke fyldestgjort ved de Forelæsninger, som alle bivaanede, de videbegærligste, som f. Eks. sin Yndlingsdiscipel Carlo Brognola, gav han desuden særlig Undervisning, især tidlig om Morgenen; med Lys og med Bøger traadtelian ind i deres Værelse, vækkede dem rolig af Søvne og satte sig til at læse med dem. Hans Discipel og Biograf Francesco da Castiglione, en fornem Florentiner, samler Billedet af hele denne om-H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. III. 8