Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

118 JESUITTERNES UNDERVISNINGSPLAN. forbeholdte de egentlige Universitetslærere, hvis de krævede det; Resten af Dagen kunde Jesuitlærerne holde offentlige Forelæsninger jævnsides dem med samme Retskraft og Myndighed1). I Aaret 1570 havde Jesuitterne 125 Kollegier, i 1750 669 foruden 335 Residenser, et Slags Filialer deraf. Medens Tyskland og de tilhørende Lande indesluttede Broderparten af dem, træffe vi dem ogsaa i Frankrig, Schweiz og Italien, Spanien og Portugal, og uden for Europa baade i det fjærne Øst, paa Malabarkysten, i Manila paa Filippinerne, i Macao, i Japan, og paa den nyopdagede vestlige Halvkugle, i Meksiko, Nygranada, Peru og Chile, Brasilien og fremfor alt i Paraguay, som udgjorde en af Jesuitter styret Mønsterstat. Den Plan, paa Grundlag af hvilken der saaledes arbejdedes randt om paa Jorden, spirer allerede i de constitutiones, de Bestemmelser, der skrive sig fra de to første Ordensgeneraler, Loyola og Lainez, og finder sin Afslutning 1599 under den energiske Neapolitaner Claudius Aquaviva efter HAars Drøftelse og Prøvelse; Ratio et institutio studiorum Societatis JEsu, Plan for og Ordning af Jesu Selskabs Studier, er dens officielle Navn. Den monarkiske Centralisation, som er Selskabets Grundprincip, lægger sig straks for Dagen deri, at Planen udgør en Række Instruktioner for alle de Personer, der skulle deltage i det store Værk, for Pro-vincialen, Rektoren, Studiepræfekterne, Lærerne, Disciplene, Pedellen, men ikke samler disse Instruktioner i nogen almindelig Betragtning over Undervisningens Eormaal og Midler; den gaar altsaa kun ud paa at føje hver enkelt ind paa rette Piads i det store Ma- J) C. J. p. 96.