Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

120 UBETINGET LYDIGHED. drende Lydighed var Ordensgeneralen (præpositus generalis eller generalis alene); i ham skal hver enkelt „erkende Kristus saa at sige nærværende og ære ham, som det sømmer sig“x); og i Jesuitternes Omgangssprog hed Generalen bl. a. lige ud summus deus, „den øverste Gud“. Selv de fire Assistenter, som Generalkongregationen udvælger som et Slags Kontrolmagt lige over for Generalen, og som knælende foran den korsfæstedes Billede have maattet sværge paa at sammenkalde Kongregationen og indberette, naar Generalen skulde gøre sig skyldig i noget, der krævede hans Afsættelse2), selv dem paalægges det „at være knyttede til Generalen som til deres og hele Selskabets Hoved i særlig Kærlighed, Ydmyghed og indre saa vel som ydre Lydighed“, og „naar han efter at have hørt dem (eller ogsaa, hvis han af tilbørlige Grunde finder det rigtigt, uden at have hørt dem) bestemmer noget, skulle de underordne deres Dom under hans“3). Denne samme absolutte Myndighed afspejler ved Kollegierne Rektoren; medens han skal staa som Mønster paa Lydighed og Ydmyghed, ikke blot over for Generalen, men ogsaa over for Provin-cialen, den næsthøjeste Autoritet, Hovedet for den Ordensprovins, hvori Kollegiet ligger, skal han selv være Genstand for en lignende Lydighed hos dem, der opholde sig i Kollegiet, hvis Enehersker han nedadtil er. Vel er der stillet Consultores, Raadgivere, ved Siden af ham, med hvilke han skal komme sammen hver eller mindst hver anden Uge og forhandle de betydeligere Sager; men naar han har hørt dem, træffer han Afgørelsen paa egen Haand4). I alle Henseender skylde de, der optages i Kollegiet, Rektor „den højeste ’) O. J. p. 6. 2) C. J. p. 1125. 3) C. J. p. 1155, 4) C. J. p. 547.