Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

134 ELEVERNES SAMLIV. Tiden fra Kl. —l’/s» Paa følgende Maade: „Det var fastslaaet som den strængeste Lov, at vi saa lidt som muligt maatte gaa enkeltvis, paa ingen Betingelse to sammen, men bestandig mindst tre; den enlige fristes let til at føre et individuelt Liv, to enkelte let til at slutte et særligt Forbund. Saa snart vi vare komne ind paa Gaardspladsen, dannede der sig Rækker tværs over Alleen og gik op og ned i denne, til Timen var ude. Idet man dannede disse Rækker, var følgende nøje at iagttage: 1) Ingen Discipel maatte lægge nogen Lyst for Dagen til heller at slutte sig til den ene end den anden; 2) enhver skulde sørge for, at han ikke flere .Dage i Rad, ja ikke engang gærne to, gik i Række med de samme Kammerater: 3) det var strængt forbudt at forlade den Række, man én Gang havde sluttet sig til, og træde ind i en anden. Dette maatte kun finde Sted, naar en Række var opløst ved Flertallets Udtræden. 4) De nyindtraadte Disciple skulde altid gaa nogenlunde i Midten. Sluttede en Pater sig til en saadan Række, saa blev han tagen i Midten, og den nærmestgaaende Række kom da sædvanlig til; de to Rækker havde Ansigterne vendte mod hinanden for at kunne tale sammen, og den Række, hvori Pateren befandt sig, gik forlænds, den anden baglænds. Var man paa denne Maade kommen Alleen til Ende, traadte Pateren over i den anden Række, og nu begyndte denne at gaa forlænds med ham, medens den anden gik Krebsegang. Men selv om man var midt i den ivrigste Samtale, ja selv om man var i Begreb med at udtale de frommeste Tanker, og de forskellige Ansigter udviste Interesse for Underholdningen eller endog Livlighed—saa snart Klokkens første Lyd blev hørt, blev alt stille som ved et Trylleslag, den paabegyndte