Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

ELEVERNES SAMLIV. 135 Stavelse blev afbrudt, Læbens Bevægelse standsede bogstavelig paa Øjeblikket, og i et Nu var enhvers Ansigt igen lagt i de alvorlige Folder. Fra det Sekund, da Lyden forstummede i Struben, bevægede hele Massen sig imellem hinanden, tyst, alle med nedslaaede Øjne, hen imod Huskapellet, hvor Rosenkransen blev bedt i Fællesskab paa Latin. Faa samme Maade forløb den tilsvarende Time om Aftenen.“1) Novicerne maa som Regel ikke samtale med hinanden til daglig Brug, men iagttage en gensidig Tavshed undtagen i Sager, hvor Tale ikke kan undgaas; og helst skulle de forhandle med de modnere og klogere, „som naturligvis skulle være udpegede dertil af en overordnet“2)- „Om man i „Fritiden“ var samlet i Gaarden i stort Antal,“ fortæller Reichenbach3), „eller om man sad i Undervisningssalen som en Samling Billedstøtter; om man mødte hinanden i Kapellet eller hvilket som helst andet Sted, selv om man kun var to, det kom alt ud paa ét; for at hviske en anden selv det sagteste Ord i Øret maatte man først indhente Tilladelse. En Dag sad to tyske Kammerater sammen paa en Bænk i Gaården og havde deres Bøger hos sig. Den ene af dem vovede sagte at sige et Ord til den anden; det blev meldt, og Straffen var: tre Dage i Træk hele Undervisningstiden igennem at ligge paa Knæ paa Gulvet ved en Stol i de andres Paasyn.“ Den iagttagende Kontrol gaar Haand i Haand med Lydigliedsøvelserne fra det første Øjeblik, der bliver Tale om Optagelse i en af Ordenens Anstalter. „Eftersom det har den største Betydning for det guddomme- ') A. Reichenbach: Erinn. aus dem Jesuiten-Seminar. Braunschweig 1874. S. 27. 2) C. J. p. 309. 3) S. 32.