Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

DEN NATUELIGE KÆRLIGHED. 139 skadet hans Sundhed, og om han føler sig i Besiddelse af Legems- og Aandskræfter nok til at taale de An-strængelser, der kræves i Selskabets Tjeneste, baade ved Studierne, saa længe han sysler med dem, og i Herrens Vingaard, naar han skal arbejde i den.1) Efter alt dette kunde det ikke være andet, end at enhver traadte ind i Anstalten penitus cognitus, grundig kendt, og der var lagt et fast Grundlag for den blivende Kontrol, der omsluttede hver enkelt Discipel. Lige over for det monarkiske Princip maatte endvidere alt forsvinde, hvad der kunde udvikle sig til en Modstand imod dets Enevælde; alle naturlige Følelser maatte vises tilbage, den enkelte maatte isoleres. „Der maa sørges for,“ hedder det i Reglerne for Examen generale2), „at han affører sig enhver Kødets Følelse over for dem, der ved Blodets Baand ere knyttede til ham, og forvandler den til en Aandens, . . saa at det staar fast for ham, at han bør forlade Fader og Moder, Brødre og Søstre, og alt, hvad han ejer i Verden . . Og for at Udtryksmaaden kan hjælpe Følelserne frem, skal man følge det gode Raad at vænne enhver til at sige, ikke at han har Forældre eller Søskende, men at han har haft, og det saa meget strængere, hvor vedkommende er mere udsat for at forstyrres af en eller anden Form for naturlig Kærlighed, som Novicerne i Reglen pleje at være.“ Da Jesuitordenen i forrige Aar-hundrede blev opløst, var den senere Filosof Reinhold som 15 —16aarig Yngling Discipel i en af dens Anstalter i Wien. Greben af Sorg skrev han hjem til sin Fader, fortalte, hvorledes den sørgelige Nyhed var bleven forkyndt i Anstalten, og fortsatte derefter: „Vel kom jeg ’) C. J. p. 276 2) C. J. p. 265.