Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

140 EN SØNS BREV TIL SIN FADER. nu til at tænke paa, at jeg igen maatte hjem til mine kære Forældre. Men da den Kærlighedens Lov, hvorom Manuduktøren havde erindret os, endnu bestandig holdt mig bunden til min hellige Regel, saa vovede jeg ikke med Vidende og Vilje at tænke paa Dem og. Forældrehjemmet, en Ting, som, naar Reglen ikke skal krænkes, aldrig maa ske paa anden Maade end i den Hensigt at bede for Forældre og paarørende. En saa ivrig Kristen som De, min bedste Papa, véd jo næsten lige saa godt som en gejstlig, at der gives helligere Baand end hine den syndige Naturs, og at et Menneske, som er afdøet fra Kødet og endnu kun lever for Aanden, egentlig ikke længer kan have nogen anden Fader end den himmelske, ingen anden Moder end sin hellige Orden, ingen andre Slægtninge end sine Brødre i Kristo og intet andet Fædreland end Himlen. Hengivenhed for éns Kød og Blod er, som alle aandelige Lærere enstemmig hævde, en af de stærkeste Lænker, hvormed Satan vil smedde os fast til Jorden. Jeg havde i Virkeligheden ogsaa baade i Gaar Aftes, i Nat og i Morges en næsten lige saa møjsom Kamp at bestaa med denne vor Fuldkommenheds Arvefjende som straks i Begyndelsen af mit gejstlige Liv. Ti hvert Øjeblik tryllede han mig Papa og Mama, Brødre og Søstre, Onkler og Tanter, ikke engang vor Stuepige undtagen, frem for Aandens Øje. De kan forestille Dem den Samvittighedsangst, jeg maatte udstaa, indtil endelig Klokken 9 i Morges Manuduktøren forkyndte, at Pater Rektor tillod os alle at skrive til vore paarørende og forberede dem paa vor Tilbagekomst. Til større Beroligelse for min Samvittighed bad jeg for mit Vedkommende Manuduktøren om særlig Tilladelse til at tænke paa mine nærmeste Slægtninge ikke blot, mens jeg skrev, men