Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

142 VENSKAB. hvis han uhindret fik Lov at knytte sin G-ave til noget enkelt bestemt Sted; derfor skal Rektor eller hvem der i øvrigt har at forhandle med ham, forestille ham, hvad der er det fuldkomneste og mest fortjenstlige for den hellige Betragtning, og det er at overlade alt sligt til Generalen; fastholder han saa sit Ønske, kan Gaven dog modtages i Haab om, at han senere vil give efter.x) For sin egen Person maa han intet beholde, hverken inden for Anstaltens Mure hos sig selv eller uden for hos andre, men nøjes med, hvad han faar til sit nødvendige Forbrug og slaa alt overflødigt ud af Hovedet; kræver Lydigheden eller Nødvendigheden det, skal han være rede til at tigge for Dørene.2) Lige saa ene skal han staa over for sine Kammerater. Forbudet mod at tale sammen lagde sig jo i det daglige Liv som en Mur imellem Disciplene. Selv paa Vejen til Skolen maatte ingen følges med nogen anden end den, Rektoren havde befalet.3) „I deres kosmopolitiske Tendens ere Jesuitterne Fjender af alle Partikulærvenskaber, som de kalde dem. Bemærkede de derfor, at de samme tre Personer (ti mindst tre skulde jo være om at drøfte de alene tilladte videnskabelige eller religiøse Samtaleæmner) paa Spadsereture eller andensteds for ofte sluttede sig sammen, blev et saa-dant Kløverblad straks splittet ad.“4) Disciplene maatte føle en lignende Grænse trukken imellem sig ved Forpligtelsen til beredvillig „at hjælpe med til andres Forbedring og angive hinanden“, selv om dette skete „med den tilbørlige Kærlighed og Godhed og med den aande-lige Fremgang for Øje“5). Som Spore ved Undervis- *) C. J. p. 311. 2) C. J. p. 380. 3) C. J. p. 884. 4) Erinn. S. 136. 5) C. J. p. 498.