Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

152 DISCIPLINEN. dividuelle Evner hidsedes, næsten til Feber, saa naaede Selskabet sit Maal at skaffe Kirken en slagfærdig og krigsvant Hær, der i ubetinget Lydighed samlede sig om dens Fane til Kamp mod de vantro og Kætterne. Derfor var Kætteres Afstraffelse de eneste offentlige Skuespil, som det var selv de Disciple, der ikke skulde træde ind i Ordenen, tilladt at overvære1), og af et lignende Hensyn til Kampen og Sejren skulde de adelige Disciple have de bekvemmeste Pladser tildelte ved Undervisningen2); ti naar der skulde sørges for, at alle, ogsaa udenforstaaende, bevarede Kærligheden til Selskabet, saa gjaldt det da navnlig dem, hvis Vilje havde noget at betyde, det vil i den verdslige Verden sige: Fyrster, Stormænd og indflydelsesrige Personer3). Udtrykkelig paalagdes det ogsaa Rektorerne, ved Tale og Grunde at arbejde paa at vinde eller i det mindste at formilde Selskabets Fjender, navnlig, hvis det var Mænd med mer end almindelig Indflydelse.4) I Modsætning til Datidens øvrige Skoler var Tonen ved den daglige Undervisning i Jesuitanstalterne mild. Disciplinen skulde hævdes ved Haabet om Ære og Belønning og ved Frygten for Vanære snarere end ved Prygl. Det var Lærerne forbudt at straffe uden Overlæg lige saa vel som at gaa for vidt med at udfritte; hellere maatte de lade en og anden Forseelse gaa upaaagtet hen, hvis det kunde gøres uden Skade, og ikke blot var det dem forment at give nogen legemlig Revselse, men de skulde tillige afholde sig fra enhver Forhaanelse i Ord eller i Handling og aldrig kalde nogen véd andet end hans Navn.5) Og Virkeligheden svarede i denne Retning til, hvad Forord- ’) C. J. p. 1322. 2) C. J. p. 1285. 3) C. J. p. 443. 4) C. J. p. 555. 6) C. J. p. 1297.