Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

OMGANGSTONEN MELLEM LÆREEE OG DISCIPLE. 153 ningerne krævede. „Forholdet til vor Lærer var meget venskabeligt,“ siger Jesuiteleven om sit Ophold ved Gymnasiet i Freiburg. „Uden at give sin Værdighed bort var han som alle Jesuitlærere meget nedladende; Skældsord, vredagtig Tale eller endog Ørefigner forekom aldrig i Jesuitskolerne. De muligvis fornødne Straffe bleve fuldbyrdede ved Præfektens Mellemkomst. Naar Undervisningstimerne vare forbi, saa omgikkes Læreren Eleverne paa den venskabeligste Maade; den store Kløft, som her til Lands ofte adskiller Lærere og Disciple, var dér udfyldt; den her ofte fuldstændig manglende fortrolige Omgang var dér hyppig tilstede, og aldrig har jeg været Vidne til Usømmeligheder mod Læreren fra Elevernes Side. Vittige Indfald holde Jesuitterne af hos deres Disciple; selv en Frimodighed, som gaar til Grænsen af Dristighed, bliver ofte ikke straffet.“ ’) Straffene kunde bestaa i Forøgelse af éns Læsepensum eller Indskrænkning i éns Kost lige indtil Vand og Brød, i offentlig Irettesættelse eller Bekendelse af sin Brøde, i at indesluttes in circulo (?), spise under Bordet, kysse de andres Fødder, holde Bøn i Spisesalen eller udføre ringe Husgerning.2) Blev legemlig Tugtelse uundgaaelig nødvendig, saa skulde den fuldbyrdes af en særlig Embedsmand, Korrektoren, som ikke maatte være Medlem af Selskabet. Naar baade Ord og Revselse vare virkningsløse, naar nogen satte sig til Modværge og det ikke var tilraadeligt at bruge Magt, og naar nogen hyppig forsømte Skolen, skulde den paagældende, som alt-saa selv ingen Gavn havde af at blive og gjorde andre Skade derved, helt fjærnes, og for dem, der én Gang var udstødt, var som Regel Tilbagevejen lukket.3) ') Erinn. 122. 2) C. J. p. 546. 8) C. J. p. 1286- 87.