Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

OPDRAGELSENS HISTOHIE. 3 vilde man ikke saa meget forarges over, hvad den ikke kan give. II. Først bygger Pædagogikken sig et fast Grundlag som Erfaringsvidenskab, den samler sig en Kapital af indvundne Resultater, idet den samler Menneskeslægtens Fortidserfaringer paa Opdragelsens Omraade, dens Sejre og dens Nederlag, og bliver den Gren af den historiske Videnskab, der udskiller Opdragelsen af Menneskelivets store, sammenhængende Kulturstrøm, paa samme Maade som Kunsthistorien udskiller Kunsten. Saa underlig det lyder, saa blev paa Filologmødet denne Opdragelsens Historie ikke med et Ord omtalt af dem, der stode som Pædagogikkens Modstandere. Men er der noget, der næst efter den naturlige Begejstring for deres Kald kan styrke Opdrageren og Læreren, saa er det Synet af de store Billeder, der drage Øjet forbi, naar den historiske Betragtning saaledes gør Fortiden op. Maaske den enkelte ikke direkte kan laane noget derfra, maaske han ikke finder en eneste Person, han ubetinget kan gøre til sin Helt og sit Mønster, ingen som helst Institution, i hvilken han kan se sine Idealer udtømte; men i hvert Øjeblik faar han Indtryk, der virke som Paamindelser eller som Advarsler og sætte hans Forstand eller hans Hjerte i Bevægelse. Alt, hvad man i Almindelighed kan sige om Historiens befrugtende Indflydelse, gælder naturligvis med samme Ret og i samme Grad særlig om Opdragelsens Historie, der jo i Virkeligheden ogsaa afspejler den hele Menneskehistories afgørende Udviklingstrin og Vendepunkter. Men det gaar ikke an af den Grund at henvise den til den blotte verdenshistoriske Behandling; lige saa lidt som Poesiens Historie kan