Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

4 OPDHAGEIiSENS HISTOEIE. nøjes med denne, fordi den samler sig om særlige Problemer, der maa fattes selvstændigt og klart, saafremt den historiske Betragtning skal komme til sin Ret, lige saa lidt kan Opdragelsens Historieskriver give Afkald paa et selvstændigt pædagogisk Synspunkt. Det gælder for ham om at paavise, hvorledes Opdragelsen som Problem historisk bliver til, og hvorledes dette Problem efterhaaanden folder sine forskellige Sider ud, paa samme Maade som Kunsthistorien viser, hvorledes den kunstneriske Drift i Mennesket- ubevidst famler sig frem, indtil dens Fyldestgørelse bliver forstaaet som en Opgave, og hvorledes Kunsten, Frugten af, at Kunstdriften har vundet Form, arbejder sig frem mod det Maal at blive et sandt Udtryk for Menneskenaturen. Men medens alle let blive enige om, at Kunsthistorien ikke blot er til for Kunstneren, men som et naturligt og nødvendigt Dannelsesmiddel træder hen til enhver, Kunstner eller Ikkekunstner, der vil lære det menneskelige Aandsliv alsidig at kende, saa har man i Reglen ikke øje for, at det tilsvarende gælder om Opdragelsens eller, som man almindelig med et noget for snævert Udtryk kalder den, Pædagogikkens Historie. Man skræmmes som Lægmand af det fremmedklingende, gaadefulde Navn Pædagogik, der vækker en ubestemt Fornemmelse af noget lærd og for almindelige Mennesker utilgængeligt; man vilde næsten, smile ad sig selv, hvis man havde noget med Pædagogik at gøre; man tænker sig som Tilhørere hos en Docent i Pædagogik lutter Skolemænd med. lærde Skaldepander eller unge Visdomsspirer med Bogstøv paa Sjælen; og man vilde rimeligvis blive højlig forundret, naar man ved selv at være tilstede hørte, at det var lutter Ting af almenmenneskelig Interesse, der taltes om, at den historiske Skildring af