Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

LATINUNDERVISNINGEN. 163 skarpt betegnende Udtryk, og det i dette Sprog er lettest at forblive Sandheden tro og undgaa Vildfarelse, saa har Jesu Selskab ogsaa en særlig Forkærlighed for dette Sprog og betjener sig af det som Undervisningssprog i Skolen“. Derfor paalægges det ogsaa Provinci-alen i den halvtredsindstyvende Regel for hans Optræden ) at „sørge for, at Disciplene faa lagt en solid Grund i det latinske Sprog, før de gaa over til højere Studier“. Maalet for Latinundervisningen er angivet i de Fordringer, der stilles til den øverste Klasse i Kollegiernes lavere Afdeling: „Denne Klasses Trin“, hedder det, „er det ikke let at fastslaa i enkelte bestemte Udtryk; dens Undervisning skal føre til et fuldkomment Herredømme over Sproget (eloquentia), hvilket indbefatter de to højeste Undervisningsgrene, Talekunst og Poesi; af disse skal der bestandig lægges størst Vægt paa Talekunsten, og man skal ikke blot have det nyttige for Øje, men ogsaa give det pyntelige Plads. Stilen skal saa godt som udelukkende tages efter Cicero, og ihvorvel alle hans Skrifter ere i højeste Grad fuldkomne i stilistisk Henseende, skulle dog kun Talerne læses, saa-ledes at Kunstens Forskrifter ses udtrykte i disse“2). Det er Humanismen, som har givet Jesuitskolen dens sproglige Ideal. Endnu i Undervisningsplanen fra 1832 staar der: „Hvilken Norm man skal følge, og efter hvilket Mønster. man skal danne Stilen, kan noksom erkendes af Ordene i Reglen: Efterlign Cicero. Ti ligesom i de teologiske Studier den guddommelige Tomas og i Filosofien Aristoles, saaledes opstilles i Humaniora Cicero som den, i hvem man skal ære den egentlige og første Doktor. Ham række nemlig alle gærne Palmen. ') C. J. p. 517. 2) C. J. p. 1299. ir