Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

164 CICERO MØNSTRET. Derfor følge de, der forledede af en privat Smag foretrække en eller anden fra Cicero altfor afvigende Stil som skønnere, en Fremgangsmaade, som er ganske fremmed for vort Institut og for Lydighedsiveren“1). Cicero læstes gennem alle Klasser. For Latinens Skyld skal Modersmaalet udelukkes fra Skolelivet undtagen i den laveste Klasse, hvor det ikke lader sig gøre, og forglemmer nogen sig i den Retning, skal det optegnes2); vedkommende skal „tvinges til at bære et ydre Mærke paa sin Skam og desuden lide en mindre Straf, som er forbunden med dette Mærke, hvis han ikke samme Dag kan skyde denne dobbelte Byrde over paa en eller anden af sine Meddisciple., som han har hørt ligeledes tale det simple (gemeine) Sprog enten i Skolen eller paa Gaden, og som han kan overbevise i det mindste ved ét gyldigt Vidne“’). Som Spore „skal man hyppig prise Latinens Skønhed og gentagne Gange forestille Disciplene, hvilken Skam det er for Latinitetens Fostersønner ikke at forstaa Latin“. Opgaven for Studiet af Klassikerne bliver kun dette sidste i Overensstemmelse med Ordene i den landshutske Undervisningsplan: „For os kan der kun være et underordnet Øjemed med den klassiske Oldtids hedenske Forfattere, nemlig det øjemed at uddanne Stilen . . Ved Klassikernes Hjælp skal Hellenernes, men navnlig Romernes Sprog tilegnes og Stilen dannes, hverken mere eller andet.“ Uagtet Prosaforfattere som Cæsar, Sallustius, Livius og Curtius og Digtere som Ovidius, Catullus, Tibullus, Propertius, Ver-gilius og Horatius ogsaa læstes, var Cicero derfor dog selvfølgelig Sjælen i Undervisningen, eftersom han var Mønstret paa klassisk Stil. Gennem alle Klasser var en >) L. L. S. 200. ») C. J. p. 1293. 3) L. L. S. 232.