Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

170 LÆRERENS GENNEMGANG. Ordning Gennemgangen af Undervisningsstoffet. I de lavere Klasser skulde han først oplæse hele Lektien, dernæst forklare Indholdet og dets Sammenhæng med det foregaaende, saa gennemgaa hver enkelt Periode og tydeliggøre de dunklere Steder ved at omskrive dem i letfattelige Talemaader. Derefter skulde han gennemløbe- det hele forfra og indflette passende Bemærkninger og Oplysninger, ikke for mange, som ban saa bagefter kunde diktere Disciplene. I de nederste Klasser ansaas det for mest praktisk, at Disciplene intet som helst skrev op uden udtrykkelig Ordre.1) Overanstrengelse kunde der næppe være Tale om: den daglige Lektie maatte i nederste Klasse ikke overskride fire Linjer, i næstnederste ikke syv. I den midterste Klasse skulde Læreren begynde at tage Ordenes Afstamning med i Betragtning og efter Klassens grammatiske Standpunkt paavise og forklare Talefigurerne, ogsaa lejlighedsvis indblande en og anden mytologisk eller historisk Oplysning. 2) Disciplene i næstøverste Klasse skulde ganske særlig vejledes i Etymologien (saaledes som Klassikerne selv gav den) og i Synonymikken, Metrikken skulde gennemløbes og Reglerne for Retorikken paavises som Forberedelse til den egentlige Efterligning.3) I øverste Klasse skulde Retorikkens Forskrifter forklares efter Cicero og Aristoteles, Fortolkernes Opfattelse af de vanskelige Steder sammenstilles og drøftes og Drøftelsen støttes med oplysende Eksempler fra Talere og Digtere. „Til sidst“, hedder det, „skal det paavises, hvorledes den [paagældende Forskrift] kan finde sin Anvendelse paa vore egne Forhold, og dette skal gøres i saa udvalgte og pyntelige Ord som muligt.“ Ved Forfatter- ’) C. J. p. 1295. 2) C. J. p. 1309. 3) C. J. p. 1306.