Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

forfatterlæsning. 171 læsningen i samme Klasse, Rhetorica, hvor Talerne jo indtog Hovedpladsen, skulde, naar først alt var rigtig opfattet, Forfatterens Kunstnerdygtighed som Taler efterspores, hans Tilvejebringelse af Stoffet, Inddeling og Iklædning deraf paavises, f. Eks., hvor snildt han forstod at finde Indpas for sine Ord, fra hvilke Steder han hayde hentet sine Argumenter til at overtale og bevæge, hvor mange Regler han paa et og samme Sted havde haft for Øje, quo pacto rationem ad faciendam fidem figuris sententiarum indudat, rursusque figur as sententiarum figziris verborum intexat. Derefter skulde tilsvarende Vendinger fra andre Talere og Digtere fremdrages tillige med lignende Udtryk hos „de vise“; hvad der, hentet fra Historien, Mytologien og hele Eruditi-onens Omraade, bidrog til at smykke Stedet, skulde samles og til syvende og sidst selve Ordene undersøges, deres Ejendommelighed, Skønhed, Rigdom og Antal (Rytme ? proprietas, ornatus, copia, numerus1). „Dog“, saaledes ender Undervisningsplanens Forskrifter herom, „er alt dette ikke opstillet her, for at Læreren bestandig skal have det alt for Øje, men for at han kan udvælge deraf, hvad han mest tror kan falde i-god Jord.“ Den oratoriske Side af denne Klasses Latin-undervisning skulde være den hele Undervisnings Blomst, ved Siden af hvilken al den øvrige Undervisning maatte blegne. Paa denne Underbygning rejstes nu Overbygningen, studia superiora, Kollegiets højere Afdeling, hvis Undervisning svarede til de egentlige Universitetsstudier og under det samme almægtige Princips Overhøjhed delte sig i et filosofisk og et teologisk Kursus, af hvis Virksomhed der i det foregaaende er anbragt enkelte Træk, *) C. J. p. 1302.