Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Tredje Bind
Pædagogikken Som Videnskab

172 KARAKTERISTIK AF JESUITOPDRAGELSEN. men som der her ikke er Anledning til at gaa ind paa i dets Enkeltheder. Vare Studierne der endte og det derpaa følgende Prøveaar overstaaet, saa var Ynglingen færdig til at indtræde i Selskabet som virkeligt Medlem og faa sin fremtidige Opgave anvist af den overordnede, under hvem han var stillet. XIII. Det er let at se, hvilken Side af Opdragelsens Problem Jesuitterne have virkeliggjort. De have forstaaet at skabe en Verden midt i Verden, med en egen Atmosfære, en egen Jordbund og en egen Frodighed, og som Mestre i den Kunst at bøje Sjæle ved at lede dem ind paa denne Jordbund, lade [dem indaande denne Atmosfære og nyde denne Frodighed have de forstaaet at befolke deres Verden med Væsner af en egen praktisk Dygtighed og en egen Begejstring, paa én Gang individuelt udrustede og fuldstændig underordnende sig selv. Hvad Mæncl som Rousseau og Fichte drømte om, at drage Børnene, der skulde opdrages, ud af det historiske Menneskesamfund for at overskære den historiske Traad, det have Jesuitterne paa deres Vis udført; hos dem griber Menneskesamfundet med sine Lidenskaber og For-maal ikke forstyrrende ind, hos dem er Verdenshistorien standset, og Livet har én Gang for alle fundet sin faste Mønsterform. Efter denne have de forstaaet at tildanne det hele Opdragelsesstof, have hugget bort, hvor skarpe Kanter have raget uden for, og føjet til, hvor Sprækker og Brud have nødvendiggjort det. Det Billede, der herved dannedes, blev et Gudebillede, som kun krævede ét af sine Omgivelser, Tilbedelse og Underdanighed. Der er noget symbolsk i, at Ignatius, Ordenenens Stifter,